Den tidligere Novo Nordisk-direktør og formand for Statens Kunstråd Mads Øvlisen er overbevist om, at vi i Danmark leder på en
anden måde end mange andre steder i verden.

I en ny bog, ‘Heartcore – tanker om ledelse’, fortæller Mads
Øvlisen, at han anser dialogen for at være den allerstørste udfordring for, at
man som menneske og virksomhed kan komme videre.

“Hver gang jeg ude i verden taler om virksomhedsledelse,
bæredygtighed og samfundsansvar, så fylder dialogen rigtig meget i det, jeg
siger (…) Du skal ikke ret meget syd eller vest for grænsen, før traditionen
for den slags samtaler, som du har i danske virksomheder og på det danske
arbejdsmarked, slet ikke findes.”

Mads Øvlisen rådgiver i dag som den eneste danske
erhvervsleder FN om, hvordan virksomheder i samarbejde med verdenssamfundet
kan skabe en bæredygtig fremtid med mere vækst og velstand for alle.

Respekt, åbenhed og ærlighed
Øvlisen kalder sin ledelsestænkning heartcore leadership.
Den går ud på at møde andre med respekt, åbenhed og ærlighed. Og at man skal have
hjertet med i det, man foretager sig. Den holdning tiltrækker mennesker over
hele verden, kan han berette – selv om man i lande som Kina, Japan og USA har
skullet vænne sig til den.

Som en af 10 erhvervsledere blev Mads Øvlisen i 2006 udpeget
til at sidde i bestyrelsen for FNs Global Compact. Tusinder af virksomheder
fra mange lande har i dag skrevet under på reglerne for socialt ansvar under
Global Compact, der handler om at balancere forretning med anstændighed.

Mads Øvlisen med Mikael R. Lindholm: ‘Heartcore – tanker om
ledelse’. 190 sider. 300 kroner

Jyllands-Posten søndag den 27. november 2011:
‘Øvlisen er talsmand for en særlig skandinavisk
ledelsesstil’
Af Ulla Bechsgaard