Blog Image

Fra kulturkamp til kulturdrømme

— en slags ekspedition mod formuleringen af ‘Den Danske Drøm’ for det 21. århundrede.

| Introduktion | Læserbrevet som kickstartede Den-Danske-Drøm-jagten | Print de første 35 sider |

Mads Øvlisen: Dialogen er et kerneord

Klip fra presse og net Posted on lør, december 03, 2011 23:48

Den tidligere Novo Nordisk-direktør og formand for Statens Kunstråd Mads Øvlisen er overbevist om, at vi i Danmark leder på en
anden måde end mange andre steder i verden.

I en ny bog, ‘Heartcore – tanker om ledelse’, fortæller Mads
Øvlisen, at han anser dialogen for at være den allerstørste udfordring for, at
man som menneske og virksomhed kan komme videre.

“Hver gang jeg ude i verden taler om virksomhedsledelse,
bæredygtighed og samfundsansvar, så fylder dialogen rigtig meget i det, jeg
siger (…) Du skal ikke ret meget syd eller vest for grænsen, før traditionen
for den slags samtaler, som du har i danske virksomheder og på det danske
arbejdsmarked, slet ikke findes.”

Mads Øvlisen rådgiver i dag som den eneste danske
erhvervsleder FN om, hvordan virksomheder i samarbejde med verdenssamfundet
kan skabe en bæredygtig fremtid med mere vækst og velstand for alle.

Respekt, åbenhed og ærlighed
Øvlisen kalder sin ledelsestænkning heartcore leadership.
Den går ud på at møde andre med respekt, åbenhed og ærlighed. Og at man skal have
hjertet med i det, man foretager sig. Den holdning tiltrækker mennesker over
hele verden, kan han berette – selv om man i lande som Kina, Japan og USA har
skullet vænne sig til den.

Som en af 10 erhvervsledere blev Mads Øvlisen i 2006 udpeget
til at sidde i bestyrelsen for FNs Global Compact. Tusinder af virksomheder
fra mange lande har i dag skrevet under på reglerne for socialt ansvar under
Global Compact, der handler om at balancere forretning med anstændighed.

Mads Øvlisen med Mikael R. Lindholm: ‘Heartcore – tanker om
ledelse’. 190 sider. 300 kroner

Jyllands-Posten søndag den 27. november 2011:
‘Øvlisen er talsmand for en særlig skandinavisk
ledelsesstil’
Af Ulla Bechsgaard



Interview artikelserie om danske værdier

Klip fra presse og net Posted on lør, december 03, 2011 16:42

Jette Elbæk Maressa, international korrespondent og
tidligere udlandsredaktør på Jyllands-Posten, har siden maj 2011 skrevet en
serie artikler om danske værdier, hvor hun har interviewet politikere,
forfattere og erhvervsfolk om, hvad de opfatter som kernen i debatten.


• Erhvervsminister Ole Sohn fra SF nævner velfærdsstaten som
en dansk kerneværdi.


• Koncernchef for Grundfos Niels Due Jensen taler om
ansvarlighed, solidaritet og et rummeligt arbejdsmarked, for – som han siger:
“Nøglen til at kunne føre en ordentlig tilværelse er arbejde, for det skaber
selvrespekt og et socialt ståsted. Det er det, som driver lykken og glæden i
livet.”


• Forfatter Leif Davidsen kalder Danmark for “en
konsensusnation, et brugsforeningsdemokrati, hvor tvister ordnes over kaffe og
danskvand. Man taler sig frem til en form for enighed.” Han fremhæver, at det danske samfund altid har bygget på
tillid.
“Tilliden til hinanden har altid været vores styrke i Danmark,”
siger han. Under krigene på Balkan brugte FN danske lastbilchauffører som
spydspids i nødhjælpsaktionerne. Leif Davidsen spurgte hvorfor, og FNs svar
var, at danskerne “er fleksible, gode til at samarbejde, har en fin måde at
håndtere de lokale på, kan skabe tillid og er gode til at bøje regler.”

• Forfatter Niels Barfoed erklærer al tale om danske værdier
for noget vrøvl. “Det meste danske kan forklares med vores lidenhed,” mener han.
“Småstaten er et grundvilkår for Danmark. Magtcentrene i Danmark er ikke fjerne
og ophøjede. Det er en god dansk ting. Velfærd og en sund sans for konsensus er
andre gode ting, som jeg tror, at vi kan takke lidenheden for at kunne lade sig
gøre.”

“Vi har en tro på, at hele verden inderst inde er et stort
Danmark, der bare venter på at springe ud og blive ligesom os. Men alting går
sine egne veje, og netop vores lidenhed, frihed og sorgløshed burde gøre os mere
modtagelige for, hvad der egentlig foregår. Men vi lever i en tidslomme…”

At påkalde ytringsfriheden som en særlig dansk værdi stemmer
ikke med hverken erfaring eller virkelighed, mener Niels Barfoed:

“Værdidebatten er totalt kunstig, når den får danske
fortegn. Blot og bar demagogi. Der findes da værdier i vores grundlov, og jeg
er forfatningspatriot. Men det er ikke danske værdier. Det er humanistiske
værdier.”

Han ser proklameringen af særligt danske værdier er et
ideologisk redskab blandt flere til at skille “os” fra “dem”.

“Hvorfor hedder det pludselig “danskerne” og ikke borgerne?”
spørger han.

Thorkild Kjærgaard, lektor i historie ved Grønlands
Universitet
, er enig med Barfoed. Thorkild Kjærgaard er “fuldstændig målløs over al den snak
om danske værdier. Det går i selvsving. Det hænger nok sammen med angsten for
at miste velfærd. Så finder man på de der danske værdier. Men det er jo det
rene pjat. Der findes udmærkede europæiske værdier, og dem har vi været en del af
siden Middelalderen.”

“Der findes simpelt hen ikke danske værdier – det skulle da
lige være ondskabsfuldheden, en overrepræsentation af røvhuller, drukkenbolte
og en enorm selvglæde, som er vokset frem.”

Efter en tænkepause tilføjer han, at også “hån, spot og
latterliggørelse” kan komme med i remsen af danske værdier.

“Det, at Danmark er et demokrati, er jo ingen dansk
opfindelse. Det har rod i Frankrig og Italien. Det er da fuldstændigt tåbeligt
at påstå, at demokrati er en dansk kerneværdi.”



Plads til urealistiske tanker

Citater Posted on lør, december 03, 2011 13:34

“Det bedste ved den nuværende situation er, at alt er
urealistisk. Det er urealistisk at løse gældskrisen, og det er urealistisk at
fortsætte som hidtil. Det giver plads til urealistiske tanker, og de har været
sat på stand by siden Murens Fald i 1989.”

Ole Bjerg, sociolog og lektor
ved Copenhagen Business School, den 3. december 2011 i Jyllands-Posten



Andelstanken version 2.0

Klip fra presse og net Posted on lør, december 03, 2011 13:32

En fælled er noget, man er fælles om, men som ingen ejer.
Det er det stykke græs uden for byen, som ikke er nogens ejendom og som man
lader køerne græsse på. ‘Fælledskab’ er en gammel, udgået stavemåde af ordet
‘fællesskab’.

I en ny debatbog om fællesskab i praksis og om samarbejdets
teori
puster Samsø Energiakademis direktør Søren Hermansen og forfatteren Tor
Nørretranders nyt liv i andelstanker og selvforvaltning i henholdsvis
“landmandens” og “filosoffen” bud på fremtidens deling af de fælles ressourcer
og en folkeejet klimarevolution.

Søren Hermansen er hovedarkitekten bag ideen om, at Samsø skal være
selvforsynende med vedvarende energi. Han beretter i bogen om, hvordan Samsøs beboere
har skabt et af verdens mest fremtrædende fællesskaber omkring vedvarende
energi, hvor målet er, at den lille Kattegat-ø helt slipper af med de fossile
brændsler.

Andelstanken i moderne udformning

Andelstanker og selvforvaltning vil komme til at spille en
langt større rolle i samfundet fremover, mener de to forfattere.

Klodens redning vil ikke komme fra politikerne, men fra de
borgere, der selv indser, at det er både sjovere, billigere, klogere og mere
holdbart at deles om de fælles ressourcer, mener forfatterne. Fremtidens løsninger kommer ikke fra hovedkvartererne, men
fra udkanter, hvor folk forvalter fælles ressourcer i fællesskab.

Som en genintroducering af andelstanken skal det ikke være
profitten, der er i centrum, men den lokale interesse for at gavne sig selv
igennem de fælles forpligtelser, der i længden skal redde klima og ressourcer
fra politisk handlingslammelse og firkantede centralløsninger.

Fællesskab kan
overvinde de kræfter, der splitter samfund, mener Hermansen og Nørretranders,
som efter årtier præget af småtskårenhed oplever, at samarbejde igen er kommet
på dagsordenen.

Men hvordan engagerer man hele befolkningen i at tage et
ansvar og engagere sig?

“Det er jo altid svært – diskussionen om, hvordan vi
administrerer denne her ‘fælled’. Hvad er det for en fælled, jeg er med i – og
hvad er mit ansvar for den? ‘What’s in it for me’ er jo en utrolig stor drivkraft for de fleste mennesker,” siger Søren
Hermansen, der rejser verden rundt og reklamerer for sin idé om fremtidens
ressourcedeling.

energiakademiet.dk

Kulturminister Uffe Elbæk: Andelstanken kan sikre kulturlivet

“Jeg mener, at kulturlivet med
fordel kan lade sig inspirere af andelsbevægelsen, hvor små enheder
besluttede sig for at gå sammen og dele viden og pulje ressourcerne. Det
er i høj grad hemmeligheden bag, hvor rigt samfundet er i dag,” siger
kulturminister Uffe Elbæk til Vibe Online.

Grundtanken bag
andelsbevægelsen er at fremme medlemmernes fælles økonomiske interesser
på den mest frugtbringende og almengavnlige måde. Tanken bygger på
forståelsen af, at alle har én stemme uanset størrelse. Den tanke
betyder, at de små aktører i princippet kan få lige så stor indflydelse
som større aktører, hvilket giver større rum for ideer og engagement.
Samtidig fordeles fortjenesten af aktiviteterne til de enkelte medlemmer
i forhold til deres omsætning.

Med det som grundtanke finder Uffe Elbæk
det imponerende, at så mange kommuner og Region Hovedstaden er gået
sammen om en fælles og så ambitiøs kulturpolitisk vision for hele
Øresundsregionen.

Med kulturen i front vil området for alvor kunne
konkurrere med Europas storbyregioner om at tiltrække investeringer,
aktivitet og ressourcer, forudser
kulturministeren.

vibeonline.dk/andelstanken-kan-sikre-kulturlivet



Danskernes uhøflighed

Klip fra presse og net Posted on lør, december 03, 2011 13:27

Apropos det med vores måde at behandle hinanden på…

“Når man
hører hele diskussionen om danske værdier, er der ikke nogen, der nævner
uforskammethed, men det er bare, fordi danskerne ikke selv har opdaget det.
Danskere har jo aldrig haft stil, det har været noget, man så lidt ned på. Med
60erne blev det til, at jo mere stil, jo mere pinligt. (…) Jeg synes,
at de sidste 20 år er det da gået stabilt ned ad bakke. Danmark er ikke et rart
sted at være, og det er blevet så forløjet, at det skulle være det,” siger
musiker og forfatter Torben Steno i Weekendavisen den 25. november 2011.

Torben
Steno lægger uden omsvøb ansvaret for den danske uhøflighedskultur hos 68erne
og rødstrømpernes døtre; det er dem, der har opløst de gamle vedtagne
omgangsformer og levet efter devisen, at man ikke skal finde sig i noget fra
nogen.

I samme artikel citeres sangerinden
Trille ligeud for at sige, at tiden er til at løfte den store pegefinger. “Vi bør alle
udøve civilcourage og protestere mod uhøfligheden,” mener hun.

Behov for at være noget for andre

“Jeg tror, at der under den forkælede overflade ligger et
fortrængt behov for at være noget for andre,” siger Henrik Jensen, lektor i historie ved Roskilde Universitet,
3. december 2011 i Jyllands-Posten



Nation branding værdier

Klip fra presse og net Posted on lør, december 03, 2011 13:23

Klavs Holm er
en mand, der er overbevist om, at danskerne kan noget særligt – og at vi skal
blive bedre til at vise verden, hvad det er, vi står for og hvad vi kan.

Klavs Holm er Public Diplomacy-ambassadør i
Udenrigsministeriet og fredag den 2. december 2011 havde TV2News’
Kulturudsendelse inviteret ham i tv-studiet, fordi han er den, som har sørget
for, at Udenrigsministeriet støttede det internationale magasin Monocle med
700.000 kroner i forbindelse med en udgivelsen af et særtillæg om Danmark.

I den forbindelse kom han ind på, hvad han oplever er nogle
af de værdier, som Danmark kan gå ud i verden med og markedsføre sig positivt
på – vores såkaldte ‘nation branding værdier’.

Han fortalte blandt andet om Danmark, at “Vi ved, at Danmark
er et rigtigt godt produkt. Der er faktisk ikke så mange, der kender Danmark,
som vi selv gerne tror. Men NÅR de så læser om Danmark, og hører om Danmark, så
synes de det er ret godt. Og hvis de tager til Danmark og oplever det selv, så
synes de det er supercool.”

Ifølge Klavs Holm er de danske ‘nation branding’ værdier
noget med den måde, danskerne arbejder med menneskerettigheder og en relativt
høj udviklingsbistand, vores klimadagsorden, det danske design og vores måde at
behandle hinanden på – det danske velfærdssystem.

Som Public Diplomacy-ambassadør er Klavs Holm begejstret for
den effekt, som som sådan et særtillæg i Monocle kan have. Det kan medvirke
til, som han siger, at “Når vi taler med de formelle kanaler, eller med alle de
andre, [de civile aktører], så har de allesammen allerede et indtryk af, at…
‘Nå, nu kommer ham dér fra Danmark… Det er jo ham, der kommer fra et temmelig
okay land. De kan en masse ting. De står for noget – rent politisk – med
menneskerettigheder og udviklingsbistand,’ hvis vi tager dét, ‘og de står også
for hele vores klimadagsorden og vores design og vores måde at behandle
hinanden på, og vores welfare security system,’ og hvad man ellers bruger af
nation branding værdier. Kort og godt: De har fået et forhåndsindtryk af
Danmark, som er positivt. Det arbejder vi rigtigt meget på. Og vi ved, at sådan
noget virker. Du kan sige det på en anden måde: Danmark er et rigtigt godt
produkt. Hvis det havde været en vare… altså, sådan en vare bliver man jo
nødt til at markedsføre. Det er dét vi gør [med Monocle-survey indstikket], blandt
andet.”

Forfatteren Knud Romer blev i samme udsendelse bedt om at
komme med sin vurdering af Monocle-særtillægget, og han var ligeledes
begejstret for det. Knud Romer mener, at det har været alle de offentlige
sponsorpenge værd: “Som havde det været den nye regeringsplan! Det har den
vision, den optimisme og den fremdrift…”

Her er et lille klip fra udsendelsen.

Jeg må vist have fat i det nummer af Monocle! (De har ikke lagt det ud på Monocles hjemmeside.)